Karpe dage - 1. Den gamle tyksak

Jeg havde lige taget turens første fisk. En spejlkarpe på 9,8 kilo tog det stykke brød, som jeg havde klemt om min krog, og lagt foran næsen på den 40 cm fra land i åkanderne. En god start.

Nu gik vi videre i jagten på flere fisk. En let oppakning. Kasket og polaroid solbriller, en pose brød, vægt, vejepose og afkrogningsmåtte og en stang med det allermest basale - en krog. 

Solen var fremme, og det var perfekt dappevejr. På lavt vand ved siden af en gammel hængepil, så vi en crusty gammel karpe svømme rundt. Jeppe kastede til den et par gange uden held. Den spillede lidt kostbar i starten. Der var kommet et par andre fisk til i mellemtiden, så jeg kastede lidt ekstra brød ud på overfladen, for at skabe lidt konkurrencestemning blandt fiskene. Det havde den ønskede effekt, og den tykke karpe skyndte sig at indhalere Jeppes brød, inden der var andre der kunne få chancen. Der var vel en grund til, at den var blevet tyk. Jeppe satte krogen, og karpen vred sig i det lave klare vand og hvirvlede store mudderskyer op fra bunden. Den havde lidt volumen som den kunne kaste rundt med, men fighten var forholdsvis udramatisk, og inden længe lå den sikkert svøbt i det ventende karpenet.

Den skuffede ikke på vægten. 14,9 kilo vejede hængebugsvinet. En gammel two-tone som sikkert var ældre end fangeren. Fisken fik sin frihed igen, vi havde flere oplevelser foran os.




Kommentarer

Populære opslag