Karpe dage - 4. den største

Jeg startede den tidlige morgen med et forgæves forsøg efter græskarperne. De var ikke at se nogen steder. Jeg havde dog fodret pladsen foran dunhamrene både om aftenen og om morgenen. Efter lidt morgenmad, lidt flere karper og nogle få sudere, drog vi af sted med en stang hver. Jeg havde skiftet min dappestang til et paternoster rig med pop-up brød, og ville lægge den ud på fodringen foran dunhamrene. Jeppe fortsatte med at dappe med brød og fandt ret hurtigt en karpe der møffede rundt i bunden, og sendte store mudder skyer op i vandet. Han lagde brødet ned i mudderskyen og ventede på at linen skulle bevæge sig. Jeg var i nærheden men kunne ikke se ham, så jeg fik pludselig et panisk opkald om, at jeg skulle komme og hjælpe ham med at nette en fisk. Jeg nåede lige at løsne bremsen til baitrunneren.

Jeg så straks at Jeppe havde en solid fisk på, og han havde et hyr med holde den ude af en stor snag til højre for sig. I nettet kom den, og vi vejede og fotograferede en smuk karpe på 13,94 kilo.

Jeg skyndte mig tilbage til min stang. Bidmelderen kørte ikke, men linen stod i en hel anden vinkel ud mod midten af søen, og der var tømt en del line af hjulet kunne jeg se. Shit! Jeg havde sgu haft bid. Det var lidt risikabelt at gå fra stangen, men heldigvis var den gået ud af mod midten af søen. Den sad lige i noget grøde i starten, men inden længe begyndte den at bevæge sig sidelæns. Den føltes tung, men der var også lidt grøde med der sad i ledet i paternosteren. Det var ikke en nem plads at lande en fisk fra, og i første forsøg kom karpen under netsnoren. Det var en stor fisk. Jeg skulle både have en grøde klump og fisken med op i nettet, men i andet forsøg lykkedes det. Jeg ringede til Jeppe med det samme, så han kunne assisterer med billederne. 

Hold da kæft den var tung, da jeg løftede den op på måtten. Og det afslørede vægten også. 16,7 kilo. Der var highfives og kram igen. Ikke en PR men kun 200 gram fra. Vi returnerede fisken efter en kort fotosession. Jeg var lykkelig over, at jeg i dette tilfælde havde heldet med mig, oven på mit uheld dagen forinden.

Alt i alt havde vi en vidunderlig tur, med 37 karper i alt på to døgn. 18 styk over ti kilo. Smukke omgivelser og godt selskab.




Kommentarer

Populære opslag