Tibage til barndommen - 18. februar

Vi havde fundet ud af, hvor vi skulle fiske, nu var det store spørgsmål bare, om der var is på. Vi lod grejet ligge i bilen i første omgang, og gik den lange vej ned til søen. Der var tydeligvis ikke is på. En kold vind fra sydøst satte bevægelse i vandet. Men der lå alligevel en bræmme af is langs vandkanten på den side af søen, som vi kunne fiske fra. Den fjerneste ende af søen så ud til at kunne fiskes. Men da vi havde hentet grejet og gået den lange vej derned, var vi blevet snydt af, at den fjerneste ende af søen lå i læ, og vi derfor ikke kunne se isen i det stille vand. Der lå tre meter is ud fra bredden hele vejen langs søen, hvilket gjorde det helt umuligt at fiske. 

Vi besluttede os for plan B. Min barndoms sø, hvor jeg trådte mine første spæde skridt med en fiskestang. Jeg havde ikke fisket søen i en del år, og havde ingen kendskab til dens potentiale, hvad angår storgedder. Men den tjekkede en vigtig boks af, som var, at den var isfri. 

Vi snød lidt i dagens anledning. Palle havde en baitbåd med, som vi brugte til at sejle vores rigs ud. Jeg havde aldrig brugt en baitbåd før, men jeg var faktisk glad for, at vi havde den med. Der blæste en fæl vind lige i ansigtet på os, og båden hjalp os til at få sildene ud på en distance og en dybde, hvor vi kunne forvente at fange. 
Vi lagde os fladt langs jorden, og snakken gik i et par timer uden aktivitet. Jeg havde slukket for bidmelderen i den kraftige vind, men pludselig kunne jeg høre baitrunneren snurre. Jeg gav modhug med det samme, og kunne mærke fisken ude på distancen. Den virkede ikke så stor, men jo længere ind jeg fik den, jo større føltes den. Da jeg havde den ude foran mig, begyndte den at tage nogle udløb, og jeg måtte støtte stangenden til hoften, for lige at tage lidt af vægten af armen. Tårerne trillede ned ad kinden på mig i den kolde vind, men efter lidt tovtrækkeri, fik jeg til sidst fisken op i overfladen, og kunne guide den ind over det ventende net.

Det var en fin og lang gedde på 7,5 kilo. Palle tog disse fine billeder i vandkanten, og der gik lige et kvarter bagefter, før jeg kunne bevæge mine fingre igen, men det var det hele værd. En odder havde gjort os selskab ved søen i dagens anledning. Heldigvis havde dyret med de overlegne fiskeegenskaber, efterladt en enkelt fisk til os dødelige.