En kold modtagelse - 04. februar

Det var en kold modtagelse, jeg fik ved St. Vejle Å. Frosten havde gjort jorden stenhård i løbet af natten, og da jeg ankom til åen som den første, indså jeg hurtigt, at den nok ikke fiskede så godt for tiden, ellers er åen normalt pakket med mennesker. Mine forhåbninger lå i en spandfuld perfekte skaller, jeg havde som agn. 

Jeg startede med at fiske med flåd, men aborrerne var fuldstændig uimponerede. Jeg skiftede plads, finjusterede dybden, rykkede lidt på flådet hele tiden, for at holde agnen i gang, men lige lidt hjalp det. Øjerne isede konstant til, og jeg kastede mig ud i nogle sprællemænd og lidt løb på stedet for at holde varmen. 

Jeg havde desværre en deadline. Klokken 13:00 skulle jeg til fødselsdag, så jeg skulle pakke senest kl. 11:45. Jeg håbede inderligt på en kort bidperiode. Den eneste anden ved åen med agnfisk fangede et par fisk lidt op ad formiddagen. Det gav mig håb. De var der, men de var i koma. 

Jeg besluttede mig for at fiske med et paternoster rig den sidste time. Jeg ville prøve at spinne den langsomt ind helt nede langs bunden, i håb om at kunne friste bare en enkelt fisk. Det kunne det. Allerede i andet kast fik jeg et tungt hug, og jeg overraskede mig selv ved, at give et kontant modhug, som om jeg havde forventet det hug med den største selvfølge. Fisken slog en fin bue på min tenchfloat, og tog hurtigt noget line af hjulet. Jeg fightede fisken med fløjlshandsker. Den virkede rigtig god, og jeg ville nok ikke få flere chancer, så den her fisk skulle bare ind. Det kom den også. 1,460 kilo afslørede vægten. Jeg kørte jublende lykkelig hjem med fuld hammer på varmeblæseren.