En velkommen gedde - 26. marts
Det var en fæl nultur, jeg havde i går. Jeg havde hele dagen til at fiske gedde i en sø, som ellers aldrig havde svigtet mig. Men selvom om forholdene var perfekte, skete der absolut ingenting hele dagen. Ikke antydningen af et bid. Det var som om søen var forhekset.
I dag ville jeg så prøve en lokal å. Der var lidt af et trek op til, hvor jeg havde tænkt mig at fiske, så grejet blev skrællet til kun at inkludere de vigtigste elementer. En flådstang, et net, en lille spand med fem små agnfisk og en rygsæk med lidt løst grej.
Jeg startede på en plads, der lugtede langt væk af gedde. Der havde samlet sig en hel ø af grene og skidt, og nedstrøms var vandet roligt på nær langs modsatte bred, hvor der var en smal passage hvor vandet kunne løbe frit, og derfor havde ekstra fart på. Lige nedstrøms delte åen sig i to. Her i bagvandet tog jeg første kast. Jeg kastede ud i det strømmende vand, og lod flåddet fører ned forbi det rolige vand. Første kast gav ikke noget. I andet kast trak jeg flåddet lidt ind i det lidt roligere vand. Tre meter nedstrøms hvor jeg stod, var der pludselig en stor hvirvel ved siden af mit flåd, og så igen. Men flåddet rykkede sig ikke. Den lille lorteagnfisk havde undveget et dobbelt angreb. Jeg lod flåddet stå lidt, men der skete ikke noget. Jeg prøvede et nyt kast, så flåddet drev langsomt forbi i samme linje. En stor hvirvel indikerede endnu et angreb, et splitsekund inden flåddet forsvandt som et eksprestog under overfladen. Denne gang ramte den plet. Jeg gav modhug på en fin fisk, som gav en god fight i det strømmende vand. Efter nogle hidsige udløb begyndte den dog at trætte, og jeg kunne endelig lade strømmen føre fisken over netkanten. Ingen kæmpe, men en meget velkommen fisk på 4,8 kilo.
En god start. Men fiskeri er mærkeligt nogle gange og resten af turen forløb, uden at jeg kom i kontakt med flere fisk. Jeg var alligevel godt tilfreds med den ene fisk jeg fik. Den faldt på et tørt sted.
Kommentarer
Send en kommentar