Lille skæller og lækker spejler

Jeg fodrede mandag aften. Cirka ti spombs med blandede partikler: Hampefrø, tigers, peanuts, kikærter og fodermajs.

Tirsdag kunne jeg så drage af sted på en fyraftenstur efter at have kværnet en tidlig aftensmad.

Jeg fiskede bare en enkelt stang på fodringen. Et combi rig med to tigers afbalanceret med kork. Jeg håbede lidt, at jeg kunne undgå mange af de brasen, som jeg fik på 14mm fiskeboilies, sidst jeg fiskede søen. Et hurtigt bid viste, at det kunne jeg ikke. Brasen nummer et blev efterfulgt af fire mere, inden jeg endelig satte krogen i noget bedre. En lille skælkarpe gav den gas hele vejen ind til netkanten, for så at gå fuldstændig amok på afkrogningsmåtten også.

Det gav et par brasen mere, men ud på aftenen døde biddene lidt ud. Det var kun godt. En fiskehejre havde svært ved at beslutte sig for hvor den ville lande, og dens uskønne skræppen gav et ekko ud over søen. Der var kaffe på kanden, og det ville måske have været en god ide, at dele chokoladen hen over flere kopper, men den nåede ikke forbi kop nummer et. 

Endelig kom der et bid mere. Det lignede bare et brasenbid, så jeg gik lidt modløst hen og løftede stangen i fisken. Men så tog fanden ellers ved den, og den svømmede i sindssyg høj fart ned mod højre. Karpen fortsatte med at tage line af hjulet ned mod højre, så jeg besluttede at hente lidt af linen, ved at løfte stangen hen over sivene, og gå ned til den næste plads. Det så sikkert lidt akavet ud med et karpenet under armen, men jeg havde pludselig meget mere kontrol over situationen. Der var dog en grim snag, som jeg lige skulle holde den ud af, men den havde brugt alle sine kræfter på sit højpotente udløb, så nu kunne jeg godt styre den på den snævre plads. Jeg måtte lande den midt i en lille klase åkander, og på vej i nettet så den ikke så lang ud. Måske en fem-seks kilos fisk. Men da jeg lige fik løfte bunden af nettet og kigget på fisken, måtte jeg revurdere mit estimat. Den var voldsom dyb og tyk, og jeg troede egentlig, at den ville runde 12 kilo. Det gjorde den ikke. 11,32 kilo vejede denne skønhed. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg elsker bare de der dybe spejlere.



Kommentarer

Populære opslag