Kamp om føden

 

Jeg havde ikke set nogle rimter endnu, så jeg smed lidt brød ud i overfladen, for at se, om det kunne lokke nogle fisk til pladsen. Jeg prøvede ellers at holde lav profil. Vente til der umiddelbart ikke var nogle måger eller ænder, der holdt øje med hvad jeg havde gang i, men en and havde desværre set mig, og selvfølgelig kom der fem mere lige i røven på den. Inden længe var alt brødet væk. Det sidste stykke blev taget, lige da jeg så silhuetten af en rimte svømme ind over pladsen lige under overfladen. Typisk! Kort efter kom en hel stime af gode rimter ind på pladsen, men jeg skulle lige navigere mellem alle ænderne, for at få en agn ud. En rimte kom helt tæt på land lige ude foran mig, så jeg kunne bare droppe brødet ned i vandet, og se den suge det i sig med det samme. Det var en smuk rimte på to kilo, som hurtigt fik sin frihed igen. Så var jeg i gang.


Stimen af rimter var hurtigt væk igen. De svømmede meget hurtigt rundt, som gerne er et tegn på at de er sultne og fødesøgende, men jeg havde bare svært ved at holde dem på pladsen med alt fugle livet.  Jeg valgte ikke at fodre ekstra, men lagde min controller med brød ud midt i åen, og lod dem drive ned mod nogle åkander. Ved tredje kast kunne jeg se en fisk nærme sig under overfladen, og beslutsomt suge brødet i sig. Den så ikke så stor ud på afstand, men på vej ind føltes den meget tungere end den første fisk. Ved netkanten kunne jeg se, at det faktisk var en rigtig fin fisk, og i nettet vurderede jeg den til at være en 3+er. Det var det lige nøjagtig. En skøn fisk på 3,040 kilo.


Den sidste fisk jeg så, var en rimte der svømmede under mit brød, uden at give det den mindste smule opmærksomhed. Derfra så jeg ikke flere fisk, selvom jeg gik lidt rundt og ledte efter dem. Jeg prøvede også at fodre lidt brød i overfladen andre steder, men selvom jeg umiddelbart ikke kunne se nogle fugle, så gik der ikke længe inden de var på plettet. 

Når nu man skulle nøjes med to fisk, så var det ikke tosset at den ene rundede de tre kilo.

Det var ellers en super smuk og atmosfærisk dag at fiske i. Det sneede med dun fra piletræerne, så det var som at fiske i "upside down" verdenen i Stranger Things. Her var det mågerne og ænderne, der var monstrene.






Kommentarer

Populære opslag