Massiv spejler i blæsevejret

Jeg havde i lang tid gået og holdt øje med vejrudsigten, og ventet på at vinden skulle vende. Efter lang tids østenvind vendte vinden så endelig i går. Grunden til at jeg gik og ventede på en vestenvind var, at jeg ville fiske et par pladser i to mellemstore søer på en østvendt bred. Jeg ville gerne have fiskene til, at følge den nye vind lige ned på min plads. Den ene sø havde jeg fodret dagen forinden. Den fiskede jeg først. Planen var at jeg ville fiske mens børnene var i skole det ene sted, hente børn, og så kører videre til den anden sø sidst på eftermiddagen, og fiske så længe jeg nu kunne holde ud.

Den første sø kastede ikke noget af sig. Der blæste hvide skummende bølger lige ned i min ende af søen, men bidmelderne forblev tavse. Jeg ankom ved den næste sø sidst på eftermiddagen, og lagde to naked chod rigs ud i et område, hvor der lige var kommet åkander op. Det var lidt af et sats, om jeg kunne præsentere en agn ordentlig, men jeg syntes at en naked chod var mit bedste bud. Jeg løsfodrede lidt med et kasterør, og satte mig med hætten godt op om ørerene og gemte mig fra vinden. 

Jeg havde en tredje stang ude med et multirig udenfor åkandeområdet. Lidt over seks kunne jeg se en svane dykke efter mine agn, så jeg valgte at rulle den ind, frem for at skulle til at fighte en svane. Lige da jeg havde fået rullet stangen ind, begyndte bidmelderen på en af de andre stænger at køre. Jeg stod lige ved siden af, og kunne løfte stangen på en fin fisk. Fighten var lidt nervepirrende i åkanderne, men linen skar fint gennem de nye friske åkandestængler, men hver gang linen plingede gennem en åkande, føltes det lidt som om jeg havde mistet fisken. Jeg troede egentlig ikke den var særlig stor. Jeg havde den tæt på nettet nu, og den virkede ikke til at være så lang. Først da den lå i nettet, vendte den sin enorme bredside op ad. Yes! Det var den fisk jeg havde set springe fri i åkanderne sidste forår. Jeg havde vurderet den til 17 kilo, så jeg var ikke helt ved siden af med de 16,9 kilo den blev vejet til. En ny PR for mit vedkommende. Det blev ikke til flere fisk eller svaner.


 

Kommentarer

Populære opslag