Fin suder fra ny sø
Jeg fiskede i ni og en halv time, men dagens eneste to fisk fangede jeg indenfor den første halve time. Sådan er det nogle gange. Jeg havde ikke fisket søen før, så jeg brugte lige lidt tid på at udforske området først. Valget faldt på en plads, hvor en fin østenvind blæste lige ind i en lille bugt, og imens jeg pakkede stængerne ud, så jeg den første suder plaske til min højre side ved en lille klase åkander. Stangen med plastik casters, og et lille pva net med casters røg ud på pladsen. Den anden stang fiskede jeg med en afbalanceret boilie. Inden længe havde jeg et bid ved åkanderne. Det var denne udlegede hunfisk på 3,375 kilo, som fightede som en besat, og testede mit grej til det yderste. Kort efter fik jeg en hanfisk på den anden stang. En okay fisk på 2,3 kilo. Herefter døde fiskeriet ud. Der var stadig fisk i området, for der var enkelte fisk som toppede her og der, men de var holdt op med at æde. Eller var det mig, som var blevet gennemskuet? Jeg prøvede en del rigs og agn af resten af dagen, men lige lidt hjalp det. Et tordenvejt sendte mig hjemad ved nitiden.
Kommentarer
Send en kommentar