Flot strømvandsbrasen
Efter jeg havde trottet med flådstangen et par timer i dag uden så meget som et bid, fandt jeg feederstangen frem, og satte mig i græsset for at spise min madpakke. Foderet var brød, agnen var brød, og madpakken var brød af den lidt grovere slags. Selvfølgelig fik jeg slet ikke ro til at spise min mad. Jeg havde kastet ud lige oveni en stor stime brasen. Det var lige som det skulle være. Jeg havde ikke så lang tid tilbage af min fiskedag, men jeg hev brasen ind i rå mængder. Det lyder sikkert mareridtsagtigt for nogle, men det var skønt at få lidt action, efter en sløv start på dagen. Der var dog også et par lyspunkter i brasenbonanzaen, i form af en lidt større brasen og en enkelt rimte. Brasenen vejede 3,740 kilo, og er vel nok den største, jeg nogensinde har taget i strømvand. Rimten vejede jeg ikke, men jeg var bare lykkelig for at se en, taget i betragtning at jeg har haft rigtig svært ved at finde rimterne her i foråret.
Kommentarer
Send en kommentar