Forårskarpe søgte forårssolen

Jeg havde tid til en kort fisketur efter karperne i dag. Forårssolen var fremme, men vinden var stadig lidt kold. Jeg gik først en tur rundt om søen for at se, om jeg kunne se lidt tegn på liv. Ænder og lignende havde travlt med at gøre kur til hindanden, men der var ikke meget liv at spore under vandet. Den ene ende af søen fangede dog min opmærksomhed. Der plejer at være et lille område med lidt lavere vand, hvor der om sommeren er åkander. Solen skinnede ned i denne ende det meste af dagen, og en fin vind skubbede det varme overflade vand ned på den bred. Det måtte være der jeg startede.

Jeg havde kun lige kastet en chodrig ud på pladsen foran en lille klase siv, da en lille skælkarpe sprang fri et par gange. Kort tid efter sprang en lidt større fisk fri lidt længere henne ad bredden. Jeg havde valgt rigtigt. Jeg kastede den anden stang ud, hvor jeg lige havde set den store fisk springe fri. Nu var det bare at vente og se, om jeg kunne vække deres appetit. 

Ved middagstid kørte stangen hvor den lille karpe sprang fri. Den prøvede med det samme at gå efter min egen bred, hvor grenene fra et træ stak ned i vandet. Jeg så godt som låste bremsen med hånden og pressede den så meget jeg turde. Jeg fik stoppet den og pumpet den ind mod mig selv og væk fra snag'en. Da den kom tættere på nettet kunne jeg  se, at det ikke var den lille skæller jeg havde set, men en ret så fin spejlkarpe. Det var en lettelse at løfte netrammen om den. Jeg trængte til denne fisk. 13,1 kilos super skøn spejlkarpe. Jeg pakkede lidt i to, og vendte glad hjemad uden at have fanget mere.





  

Kommentarer

Populære opslag