Zen-agtig dag på aborresøen

Min sidste tur på søen var lidt af en nitte. Fiskene var uinteresserede, og vejret var koldt og blæsende. På denne tur gik alt op i en højere enhed. Fiskene var tændte, vejret var mildt, og der var næsten ingen vind. Det var skønt derude. Det startede med at være lidt skyet, men ret hurtigt kom solen frem, og jeg måtte smide et par af mine lag. Det var svært at tro, at det var den sidste dag i oktober. På et tidspunkt rullede der noget tåge ind over søen, hvilket var smukt og stemningsfyldt, men langsomt fik solen også brændt sig gennem det, og dagen sluttede med et gråt skydække der rykkede ind over landet.

Jeg havde agnfisk med, og fiskede derfor med en enkelt stang med flåd og en enkelt stang med jig. Jeg havde en plan om, at fiske flådet tæt på båden. Når jeg krogede en fisk på jiggen, ville jeg så trække den forbi mit flåd, for at opsamle eventuelle følgere. Det lykkedes allerede det første sted jeg ankrede op. Jeg lagde en skalle ud en stanglængde fra båden, og allerede i tredje kast fik jeg et hug på min Blue Pearl Cannibal Shad. Ved bådkanten kunne jeg se, at den havde tre jagtkammerater med. Jeg landede fisken og nåede lige at afkroge den, da flåddet forsvandt med et plop. Jeg lod fisken ligge i nettet i vandet, og kunne kroge endnu en fisk på flådstangen. Jeg håndlandede denne fisk, og lagde den op til den anden i nettet. En ny skalle blev lagt ud, og inden jeg nåede at veje fiskene forsvandt flåddet igen. Nu lå der tre fisk i nettet, og jeg måtte lige tage en time-out, så fiskene kunne komme retur til deres element. To af fiskene lå lige under kiloet, og den tredje var en fin fisk på 1,2 kilo.

Samme trick lykkedes også senere, og jeg sluttede dagen med 15 aborrer og en gedde. Jeg afsøgte flere områder, men det var især et område der gav mest. De fleste fisk lå omkring kiloet, og det lykkedes at få to aborrer mere, som rundede 1,2 kilo med den største på 1,230 kilo. Jeg fangede løbende ganske fint på begge metoder. På et tidspunkt fangede jeg noget fletline med min jig, og da jeg trak den ind, kunne jeg mærke, at der sad en fisk på. En eller anden må have knækket sin line på en fisk inden for de sidste par dage, og jeg kunne frigøre en halvkilos aborre fra jig og line.

Håndlandet aborre på flåd

De første to aborrer i nettet

1,2 kilos aborre

Blue Pearl Cannibal Shad en af mine favoritter på søen

Dagens anden fisk over 1,2 kilo

Aborre på flåd

Dagens største på 1,23 kilo















Kommentarer

Populære opslag