Nye kroge på vej

Oven på sidste turs fiasko, hvor jeg mistede to fisk på krogholdet, valgte jeg at gå alle mine kroge igennem med en lup. Næsten samtlige kroge røg i skuffen, og nye blev bestilt. De var vist også ved at være lidt gamle. Jeg gik med ESP Cryogen kroge i, classic, curve shanx og grip rigger. Inden de kunne nå at komme med posten, havde jeg en tur i kalenderen. Jeg bandt derfor et nyt multi rig med en af de gamle kroge.

Der gik et par timer, inden jeg fik mulighed for at teste krogen. En 8-9 kilos spejler fandt langsomt vejen til netkanten. Før jeg kunne løfte nettet, nåede den lige at vende sig og flygte ud over netrammen. Den kom ikke så langt. Den var træt nu. Jeg fik den langsomt ind over nettet igen, hvor den gud hjælpe mig gjorde det samme en gang til. I det den flygtede røg krogholdet og rigget endte oppe i træet over mig. Jeg nåede lige netop ikke at løfte nettet nok. Karpen flygtede over netkanten og væk var den.  Den var heldigvis ikke større, end jeg kunne grine af det. Jeg følte mig lidt som en amatør.

Jeg kastede ud igen, og så var det heller ikke værre end, at jeg fik et run mere efter kun fem minutter. Denne fisk landede jeg uden problemer. En fin tyk spejler på 10,9 kilo.


Da der var en time til jeg skulle hjem, kastede jeg rigget lidt tættere på en busk på modsatte bred. Af samme grund valgte jeg at fiske "locked up". Jeg havde pakket det meste grej væk nu, og ventede bare på at klokken blev 14:00. Jeg fik en chance mere. Bidmelderen gav et par bip, stangenspidsen bøjede, og jeg kunne løfte stangen på en sidste øjebliks fisk. Den ville forfærdelig gerne ind i busken på modsatte bred, og jeg måtte virkelig sætte hårdt mod hårdt. Jeg fik holdt den fri, men i stedet valgte den  at svømme ind bag nogle vandaks. Fisken var ved at være træt nu, og vandaksen var ikke tættere end, at jeg kunne pumpe fisken gennem det i overfladen. Fisken kom i nettet, og jeg kunne puste lettet ud. Fisken var ikke særlig stor, en 8 kilos spejler, men hvor var den bisset. Jeg var helt udmattet.

Det eneste minus ved en sidste øjebliks fisk er at net, vejepose og måtte er vådt og stinkende når man skal hjem. De blev hængt til tørre i garagen, hvor der lugtede så dejligt af karpe.




Kommentarer

Populære opslag