Karusser, lyn og torden
Det var ren terapi, at sidde en skøn sommeraften i godt selskab med Jeppe, og følge tordenvejret rulle forbi os, mens vi fiskede efter karusse.
Stemningen var lagt, men biddene var få det første stykke tid. Der var et område længere henne ad bredden, hvor der var meget mere liv, så vi valgte at flytte. Vi skulle lige have et kort men lidt kraftigere regnvejr forbi os.
Den nye plads kastede lidt flere bid af sig. Min krogningsprocent var ikke helt i top, så jeg mistede desværre en del bid, hvor jeg enten ikke mærkede noget, eller mistede fisken efter kort tid. Jeg prøvede at justere hairrigget en lille smule. Der kom lidt brasen på land, men det var ikke det vi var efter. I det sidste lys fik jeg et drop-back-bid. Jeg så hurtigt den kurvede rygfinne af en karusse, og kort efter satte Jeppe nettet under en kompakt og højrygget fisk.
"Det kan godt være en to-kilos" proklamerede jeg. Det var det ikke. Den digitale vægt skiftede mellem 1,980 og 2,0 kilo et par gange, inden den faldt til ro på 1,980 kilo. Det ændrede ikke på min glæde ved at få en flot karusse på land. Den faldt på et tørt sted.
Fiskeriet døde lidt ud jo længere vi kom ind i aftentimerne, og vi fik ikke flere karusser på land. Den ene karusse der kom på land, blev fanget på en flad methodfeeder med et stykke bread flake boilie fra Mainline som agn.
Kommentarer
Send en kommentar