En fisk fra et parallelt univers
De fleste specimen fiskere har en art der driller lidt. En art, man af en eller anden grund, ikke har særlig stor succes med. Det kan være fordi man aldrig rigtig har fundet et godt vand, eller man bare ikke har vægtet den nok i ens indsats. Nogle gange kan man ikke rationalisere det, og må derfor konkludere at man er forhekset i en eller anden form.
Jeg ved ikke hvilken kategori jeg falder i med karusserne, men storkarussen og jeg har altid levet i parallelle universer. Jeg har fanget masser af karusser, men efter fyrre års fiskeri var min pr kun på sølle 1,650 kilo. Faktisk har jeg fanget tre fisk på præcis denne vægt.
I går fik jeg så, måske ikke sparket døren ind til det andet univers, men åbnet den på klem og stukket hovedet indenfor. Det korte af det lange er, at jeg slog min gamle pr to gange. Først med min nye pr på 1,980 kilo, og så med en fisk på 1,740 kilo.
Jeg fiskede en sø fra 10:30 til 17:00 med en enkelt stang med feeder og en lille hvid 8mm tutti-frutti pop-up fra Richworth. Om aftenen kørte jeg ud til en anden sø og fiskede karusser med flåd og knæklys med røde scopexmajs som agn. Aftenturen var en nitte. Der var ellers karusser som vendte inde over pladsen, men jeg lykkedes ikke med at få kontakt til dem. Til gengæld var fiskene mere medgørlige ved den første sø, og jeg endte dagen med mine to fine karusser, tre brasen og en enkelt suder.
![]() |
En kuglerund ny pr på 1,980. Jeg var sikker på den var over to kilo...måske næste gang. |
Kommentarer
Send en kommentar