Find fiskene

I går var en vigtig lektie om, hvor vigtigt det er at finde fiskene.

Vinden var lige en tand hårdere, end jeg havde håbet, og så havde de lovet bygevejr. Det blev dog kun til en enkelt byge, som jeg kunne følge hele vejen ind over mig.  Det ville ikke have betydet så meget, hvis jeg fiskede fra land, men i og med at jeg var ude i båd, var der ikke så meget læ at finde. Men jeg havde en termokande te at varme mig på og en god madpakke.

Jeg startede på en af de gode pladser. En af de pladser, som jeg altid kan regne med. Den lå bare lige i en retning, hvor vinden stod på, og havde hele søens længde til at samle kraft. Vinden til trods tog det ikke mange kast før den første fisk huggede, en mindre aborre omkring 700 gram. Jeg kastede videre i samme retning, og fik kort efter en fin fisk på 1,320 kilo. Der var umiddelbart ikke lige mere aktivitet, så jeg besluttede at sejle videre mod et område, som også plejede at fiske godt, og som ovenikøbet lå lidt i læ.

Jeg afsøgte området grundigt. Ankrede op på forskellige pladser. Kastede og kastede. Det eneste jeg fangede var, hvad jeg først troede var en pind, og som siden viste sig at være en lille gedde, som gik fuldstændig amok inde ved båden og prøvede at imitere en tarpon. 

Jeg havde egentlig afskrevet dagen, som en af de dage hvor aborrerne var svære at få i tale, men jeg ville i hvert fald kæmpe for at få bare én fisk mere. Jeg prøvede at sejle ned til området, hvor jeg startede dagen, og havde fanget et par fisk.

Det blæste stadig godt dernede, men i første kast fik jeg en flot aborre på 1,410 kilo, og de næste tre kast  gav endnu tre smukke fisk. Jeg var målløs. Jeg fiskede super intensivt nu. Kastede langs bredden cirka 10-15 meter ude, og flyttede mig nogle meter, hver gang biddene begyndte at ophøre. Fiskene kendte ikke til social distancing for de stod tæt, og den ene fisk efter den anden var inde og vende i båden. En Savage Gear Cannibal shad i pearl blue gav de fleste fisk, men jeg fangede også rigtig godt på en Korum Nedrig, da der begyndte at være længere mellem biddene. En billig rødbladet spinner med en orm på den ene krog, gav faktisk også ganske godt, og kastede dagens største fisk af sig. Denne smukke aborre på 1,420 kilo.

Klokken var pludselig blevet halv fem. Der var lige tid til en sidste fisk, inden jeg fuldstændig mørbanket vendte hjemad. Jeg havde løbende skrevet fiskenes vægt ned på min mobil. Jeg havde fanget yderligere 26 aborrer på pladsen, udover de to jeg havde startet med. Der var kun fem fisk under kiloet. Der var i alt tretten aborrer over 1,3 kilo, hvoraf fire var over 1,4 kilo. Drømmefiskeri!






Kommentarer

Populære opslag