Stør i anden omgang
Jeg fisker normalt ikke stør, men nu da fiskeriet i Aalsbogaard p&t var gratis i januar og februar, og jeg kunne få selskab af Thomas, skulle det da lige prøves.
Vi fiskede det meste af lørdagen, og det var en ganske fin dag bortset fra, at det var Thomas som fangede alle fiskene. Jeg mistede et par bid, mens Thomas fik to fisk på henholdsvis 14,1 og 9,1 kilo, begge taget på lakserogn.
I dag var jeg så ude for at se, om jeg kunne rette lidt op på min fiasko. Jeg startede med, at glemme noget af min agn og sidde fast med bilen.
Efter jeg blev trukket op, fandt jeg min plads, men startede med at smide den første fisk efter få sekunder. Ikke den bedste start.
Kort efter fik jeg et bid mere, og denne gang sad den der. Det var en stor fisk kunne jeg mærke, og den tog udløb efter udløb. Jeg var lidt i tvivl om jeg ville give op før fisken. Efter tyve minutters fight, fik jeg den endelig langt nok ind til, at kunne gribe fat om halen. Jeg var fuldstændig mørbanket. Jeg fik lirket den ind i min retention sling, og fik med møje og besvær taget et godkendt foto af den.
Min 25 kilos vægt gik i bund med et brag. Jeg fik senere snakket med ejeren. Han sagde, at det var søens største fisk på ca. 30 kilo, så det kunne ikke være bedre. Jeg mistede en fisk mere lidt senere, og sluttede dagen af med en fin stør på 15 kilo.
Kommentarer
Send en kommentar