Flotte aborrer i tidlig forårsvejr

Forberedelserne havde ikke været så gode. Det lykkedes mig ikke, at fange agnfisk hjemmefra. Mit sikre kort viste sig, ikke at være så sikker alligevel. Jeg skulle bruge skallerne ved St. Vejleå efter aborrer. Åen havde vist ikke fisket så godt, så jeg skulle i hvertfald ikke af sted, uden at have nogle gode agnfisk med. Derfor startede dagen med et besøgte til mit gamle agnvand i København. De første tegn var ikke så gode. Ingen fisk brød overfladen, og der var ingen glimt i vandet. De tre første løft med sænkenettet gav ingenting. Men pludselig kom en Isfuglen flyvende forbi fra ventre. Den fløj langs kanalen og satte sig i et træ som hang over vandet. Det var der skallerne måtte være, og rigtig nok fik jeg et netfuld småskaller i første løft. De var dog lidt små. Jeg tog et par løft mere og kørte mod Ishøj med selvtilliden i top.


Det viste sig at være en underlig dag ved åen. Vejret var smukt. Solen skinnede, og der var næsten ingen vind. Temperaturen lå nok omkring de ti grader. Jeg startede med et flåd med skalle som agn, men der var helt dødt. Jeg gjorde en stang klar, til at fiske et paternosterrig med levende skalle. I første kast fik jeg et lille nap. Tendensen fortsatte et stykke tid. Jeg fik kun forsigtige nap, når jeg fiskede med de største skaller, og i første kast hvor de var mest levende. Ellers skete der ingenting. 

Der var nogle havørreder som viste sig af og til, så jeg prøvede også lige kortvarigt med en spinner. Stadig ingenting. Jeg forsøgte med en orm på flåddet. Ingen bid. Efter et stykke tid, forsvandt mit flåd dog langsomt, og jeg gav modhug på hvad jeg troede var en havørred. Det var dog en gedde omkring 3,5 kilo, som efter en lang fight borede sig ind i nogle siv, og fandt sin frihed igen.

Jeg prøvede med paternosterrigget igen, og kort efter lykkedes det mig at kroge en fisk ude på distancen. Krogholdet røg dog ret hurtigt. Hmm! Jeg prøvede lidt med dropshot, men heller ikke det kastede noget af sig. Jeg var ved at løbe tør for ideer, så jeg forsøgte mig lige med orm på paternosterrigget. Måske ville en statisk fisket orm kaste noget af sig. Det gav overraskende nok ret hurtigt et bid. Endelig krogede jeg en fisk igen. Jeg var bange for, at det var en brasen, men det viste sig at være en smuk aborre på 1,010 kg. 



Endelig! Havde jeg fundet opskriften? Jeg kastede ud igen, og kort efter fik jeg et bid mere. Jeg kunne mærke, at det var endnu en fin fisk. Jeg blev rystet da jeg fik det første glimt af den. Den var jo rigtig stor. Jeg løftede nettet op om en perfekt aborre på 1,540 kg.Jeg var i chok. Var en bundfisket orm ved at udfiske levende skaller? Jeg fiskede videre med orm, men lige så hurtigt, at jeg havde fanget de to fisk, lige så hurtigt døde fiskeriet ud igen. Resten af dagen fik jeg ikke et nap, lige meget hvad jeg prøvede. Men jeg var ligeglad. Jeg havde fået nogle smukke fisk, så jeg havde ikke noget at klage over.

Smuk aborre på 1,540 kilo og 45 cm

Kommentarer

Populære opslag