Jeg har længe ville prøve, at bruge forfoder til gedder. Jeg prøvede det engang fra båd, hvilket fungerede ganske fint. Denne gang skulle jeg fiske fra land. Aftenen inden skar jeg to sild og fire indiske makrel ud i småstykker. Tricket var, at skære fiskene ud mens de stadig var frosne. På den måde var det knap så klam en proces, som det kunne have været. Fiskestykkerne blev blandet med en lille smule methodmix, lidt ansjos ekstrakt, en nogle ørred- og krillpellets. Det lugtede fælt!
Jeg lod lige fiskestykkerne tø lidt op, inden jeg fodrede med dem, ellers ville de flyde. I nattens mulm og mørke kørte jeg så ind til Volden, fandt min plads i mørket, og sendte det ildelugtende mix ud mod nattehimlen ved hjælp af en slangebøsse. Jeg sparkede derefter min vej gennem nabolagets katte, som havde samlet sig bag ved mig, og kørte hjem og skrubbede mine hænder med parfumeret sæbe.

I dag var så dagen, hvor fodringen skulle testes. Jeg kom først af sted ved ellevetiden, og fiskede med to stænger med bundfisket sild. Jeg forventede egentlig at få 2-3 bid. Men jeg fik kun et enkelt. Måske fodrede jeg for meget? Efter ca. en time fik jeg denne fine gedde på 8,6 kilo og 103 cm. Et absolut godkendt resultat, men måske havde jeg regnet med et enkelt run mere.
Kommentarer
Send en kommentar