Gedde i elvte time - 12. december

En fin gedde på 9,150 kg. taget i elvte time.


Det var ikke en af de der dage, hvor jeg kom let til fiskene. Det var en grå dansk vinterdag med bid i luften, men heldigvis ikke meget vind. Jeg kastede to stænger ud på en plads, jeg troede ville give fisk, og satte mig tilbage og bryggede en kop kaffe. Jeg var sikker på, at pladsen ville give en fisk indenfor den første times tid, men tiden gik minut for minut uden den fjerneste aktivitet.

Jeg rykkede plads. Bryggede mere kaffe. Rykkede igen, men stadig ingenting. Jeg kiggede mig om efter isfuglen. Den havde før været min lykkebringer, men jeg havde ikke set skyggen af den i dag.

Jeg rykkede igen, og samlede lidt mere affald op rundt omkring, i håb om at det ville sende lidt god karma i min retning. Jeg havde allerede smidt to plastik dunke, nogle dåser og et par flasker i skraldespanden, da jeg fandt et stykke flamingo ved min plads. Den måtte også i skralderen. Jeg gik de tyve meter tilbage til min plads, og så at min dropback indikator lå ned langs stangholderen. Linen trillede ligeså stille af hjulet. Endelig! Klokken var også blevet 14:45 nu, og der var ikke meget dagslys tilbage. Jeg gav et solidt modhug, og kunne mærke en god fisk ude på distancen. Jeg er begyndt at fighte gedderne meget hårdere, hvilket jeg synes har givet en større landingsrate, men denne fisk gav godt igen.  Jeg ville ikke have den ind under den anden stang, men det kunne jeg ikke forhindre den i, så jeg lagde maksimal pres på den fra siden, og fik vendt den hen mod nettet. Den tog en tur mere under stangen, men jeg fik den presset ud igen, og endelig var den klar til nettet. Den var fin. En lang fisk men uden så meget mave.

Jeg fik vejet og målt fisken. 9,150 kilo og 108cm lang. Yes! Jeg fik min fisk. Jeg fik taget et par billeder, inden jeg fik lukket den tilbage til sit element. Stangen blev sendt ud i suppen igen, og jeg stod veltilpas og kiggede på stængerne, da isfuglen fløj ind fra siden og satte sig på håndtaget af den ene stang. Den nikkede til mig fire gange og vippede med halen, inden den lettede og fløj tilbage i samme retning. Tak for fisken.

Jeg monterer sildene sådan her. En mindre trekrog forrest, hvor de to af krogene
pladseres i  gællenpladen. En større krog længere nede i rygkødet, og så tilsidst
et halvstik rundt om halen. Silden kastes fint ud, uden at ryge af, men smides let
i modhugget eller under fighten.


Kommentarer

Populære opslag